Bárdur Jákupsson skriver om Torbjørn Olsen i bogen "Færøernes Billedkunst"  fra forlaget ATLANTIA

"Torbjørn Olsen (1956) fra Torshavn er den færøske maler siden Mikines, der mest har dyrket portrætmaleriet. Han fik tegneundervisning hos Robert Askou jensen på Glyptoteket i København 1972-74. I portrætmalerierne viser Torbjørn Olsen en evne til indlevelse og karakterisering. 

Som de fleste af sin generation maler Torbjørn Olsen landskaber, han dyrker især bymiljøer, de farveglade huses mylder, gavles og tagfladers skarpe mangevinklede kanter, markernes markerede flader og fjeldenes monumentale konturer indgår som grundmotiv for en række malere af denne generation. Men Torbjørn Olsen har fulgt sin egen linje inden for denne motivverden og indtager en central placering gennem sin fornemmelse for farven.

I landskabsmalerier og portrætter fra 1970erne samles stærke farver i smalle pastose penselstrøg på hvid bund og markerer billedets tegning, senere har han arbejdet med farveflader på dominerende bundfarver og dyrket farvens intensitet i store former."